Sådan udfordrer du angsten trin for trin
Tak for din feedback
Fortæl os gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op
Opret bruger
Følg din fremgang i forløbet og få notifikationer, der hjælper dig med at holde fast, når du opretter en bruger.
Lav en angsttrappe
Du skal nu prøve at lave en angsttrappe. Det gør du ved at finde noget, du gerne vil kunne, men som angsten lige nu forhindrer dig i. Tænk derefter over, hvordan du kan bryde dit mål ned i små trin.
På det første trin på angst-trappestigen skriver du det allermindste trin, du kan tage for at komme i retning af dit mål. På trinene ovenover skriver du mere og mere krævende udfordringer.
Et eksempel kunne være, hvis du er bange for hunde, og derfor ikke kan køre hundeslæde med dine venner. Det første trin kunne fx være at se på videoer af hunde. Og når du så er et sted, hvor det ikke længere gør dig nervøs, så er du klar til det næste trin. Det næste trin kunne så fx. være at stå i nærheden af en god vens hund i snor.
Opgave 16: Lav en angsttrappe.
Mit mål er at kunne …
Trin 1.
Trin 2.
Trin 3.
Trin 4.
Trin 5.
Trin 6.
Trin 7.
Trin 8.
Hvis du har brug for at bryde dit mål ned i flere trin, så laver du bare en længere trappe.
Og når du så er klar, kan du begynde at udføre et trin ad gangen for at nå dit mål.
Gør det meget gerne sammen en, du har det godt med.
Har du ikke en bruger?
Har du allerede en bruger?
Hej og velkommen til det sjette og sidste modul i forløbet her.
Nu har du hørt en masse om, hvad angst er. Du har lært teknikker, der kan hjælpe dig med at træde et skridt tilbage fra svære tanker og følelser, så de ikke så let kommer til at styre dig. Og så har du tænkt over, hvad der i et større perspektiv er vigtigt og værdifuldt for dig.
I det her modul vil jeg præsentere dig for en teknik, der kan hjælpe dig med lige så stille at komme i gang med det, som du er bange for - at udfordre angsten. Psykologer kalder den for eksponering, og den handler kort fortalt om, at du i det helt små begynder at gøre det, du er bange for.
Alle kan gå i gang med eksponering, men det er vigtigt, at du tager små skridt ad gangen, så det er overskueligt for dig. Du kan gøre det alene eller du kan gøre de med en anden du har det godt med.
Uanset hvordan du gør, så er det godt at kende principperne bag teknikken. Så lad os se lidt nærmere på dem. Første skridt er, at du finder frem til noget, du gerne vil kunne, men som du i dag ikke kan på grund af angsten. Det kan for eksempel være, at du gerne vil kunne køre hundeslæde med din ven. Men lige nu fylder frygten for slædehunde så meget for dig, at du undgår det. Næste skridt er, at du spørger dig selv: ”Hvad er det absolut mindste skridt, jeg kan tage i forhold til at udfordre min frygt for slædehunde?” Det kan for eksempel være, at du starter med at se på billeder af hunde på nettet sammen med en anden. Når du har gjort det nogle gange og føler dig tryg ved det, så kan det næste trin være, at I på afstand kigger på slædehunde. Og efter et stykke tid er du måske klar til kort at klappe en af hundehvalpene, som løber rundt ved de voksne slædehunde – også selvom det ikke føles rart og din indre angst-bodyguard råber: ”Nej, nej, nej. Det må du ikke. Vend om!” Princippet er altså, at du bryder det store mål ”at køre på hundeslæde med din ven” ned i bitte små trin, der er udfordrende men også overkommelige for dig. Og det fortsætter du så med, indtil du er i mål.
Fordelen ved at udfordre angsten på den her måde er for det første, at du får mulighed for at give de ængstelige forestillinger et virkelighedstjek. Det kan være, at du har en forestilling om, at alle er hunde er farlige. Men trin for trin gør du den erfaring, at det langt fra gælder alle hunde. Og at det faktisk slet ikke føltes så forfærdeligt at røre ved en slædehund, som du havde forestillet dig. Du lærer med andre ord, at du ikke behøver at tro på alt, hvad du tænker, men at dine forestillinger ofte er overdrevent negative. Samtidig giver det dig selvtillid og gør dig fri at se, at du ikke behøver at gøre, som dine tanker og følelser fortæller dig i øjeblikket, men at du har styrken i dig til at trodse angsten.
På den måde kan du trin for trin for generobre kontrollen over dit liv. Det betyder selvfølgelig ikke, at angsten med et trylleslag forsvinder. Så enkelt er det ikke. Angsten vil sandsynligvis dukke op hver eneste gang, du tager et nyt skridt. Men jo flere gange du oplever, at du har styrken til at trodse den, jo mere mister den sit greb om dig.
Så spørgsmålet er altså nu: Hvad er det absolut mindste skridt, du kan tage i dag eller i den her uge i retning af at gøre det, du gerne vil kunne? For at hjælpe dig på vej, så kan du åbne opgaven til denne video og blive introduceret til, hvordan du kan lave din egen angsttrappe. Det gør du ved at finde noget, du gerne vil kunne, men som angsten lige nu forhindrer dig i. Tænk derefter over, hvordan du kan bryde dit mål ned i små trin. På det første trin på angst-trappestigen skriver du det allermindste trin, du kan tage for at komme i retning af dit mål. På trinene ovenover skriver du mere og mere krævende udfordringer. Til sidst har du en plan for, hvordan du kan begynde at udfordre angsten trin-for-trin. Det kan være en stor mundfuld at gå i gang med.
Derfor vil jeg også opfordre dig til at lave trappestige-øvelsen sammen med en, som du føler dig tryg ved. Angst er ikke noget, du behøver gå alene med eller klare alene.
Det var alt, hvad jeg havde på notesblokken til denne gang. Husker du kun én ting fra videoen, så håber jeg, at det er det her med at tage små skridt. Det er super vigtigt. Held og lykke med at udfylde trappestigen. Og pøj-pøj med at tage det allerførste skridt.