Modul 3: Lektion 1

Tanker kommer og går

Næste lektion

Opret bruger

Følg din fremgang i forløbet og få notifikationer, der hjælper dig med at holde fast, når du opretter en bruger.

Opgave

Tanker på 3 minutter

  1. Din hjerne spytter helt automatisk tanker ud livet igennem, lidt ligesom transportbåndet på fiskefabrikken.

    Senere i forløbet skal du lære om, hvordan du kan træde væk fra tankestrømmen. Men inden da skal du undersøge din tankestrøm nærmere.

    Det skal du, fordi det kan give dig et indtryk af, hvor mange tanker du hele tiden har. Og det kan gøre det nemmere at forstå, hvorfor vores hjerne nogle gange kører ud på et sidespor.

     

    Opgave 6: Tanker på 3 minutter

    1. Find et stykke papir og en blyant frem.
    2. Sæt din telefon til at ringe om 3 minutter.
    3. Skriv alle de tanker ned, som kommer til dig i de 3 minutter.
    4. Overvej og skriv ned: Hvor mange tanker nåede du at skrive ned? Hvordan var det at skrive din tanker ned? Tror du, at det vil kunne hjælpe dig, at du indimellem minder dig selv om, at du ikke er dine tanker? Hvis ja, hvordan kan du gøre det?

Hej igen.

Jeg spurgte engang en dygtig psykolog:”Hvad er det vigtigste, man skal vide, når man kæmper med angst og gerne vil have det lettere?” Hun tænkte sig om et øjeblik, og så svarede hun: ”Det er, at du ikke er dine tanker og følelser.” Problemet er, at vi let bliver filtret sammen med vores tanker og følelser, så vi kommer til at stole blindt på alt, hvad de fortæller os. Det gør, at de får alt for meget magt over os.

Det kan for eksempel være, at du skal til fest hos din bedste ven. Du har egentlig glædet dig hele dagen, men jo tættere festen kommer på, jo mere begynder din hjerne at spytte ubehagelige tanker ud til højre og venstre. Det kan for eksempel være tanker som ”Ingen kan lide mig”. Eller ”De andre synes garanteret, at jeg er kedelig og mærkelig”.

Og tankerne og de ubehagelige følelser der følger med, bliver måske så overvældende, at du ender med at melde afbud. Lige så snart du har sendt afbuds-sms’en mærker du sikkert et sug af lettelse. Men så går der ikke ret lang tid, før du bliver ramt af nye ubehagelige tanker og selvbebrejdelser. Nu tænker du måske: ”Hvor er jeg bare en taber. Jeg kan ikke engang finde ud af at tage til fest hos min bedste ven. Hvad er der galt med mig?”

Ubehagelige tanker og følelser kommer på den måde let til at køre rundt med os og forhindre os i at gøre de ting, vi gerne vil, og være den person, vi inderst inde gerne vil være.

Sådan behøver det heldigvis ikke at være. I stedet for at smelte helt sammen med dine tanker og følelser, så kan du øve dig i at træde et skridt tilbage fra dem og se dem lidt på afstand. Det får ikke de ubehagelige tanker til at forsvinde, men det gør dem meget lettere rumme og gør, at de ikke så let kommer til at styre dig.

Jeg er med på, at det her kan lyde lidt flyvsk, så for at få det ned på jorden, så prøv at se på det sådan her:

Forestil dig, at du er på besøg på en fiskefabrik. Foran dig er der et transportbånd, og den ene fisk efter den anden kører forbi dig.

Din hjerne er lidt ligesom den fiskefabrik. Den sørger for, at der på transportbåndet inde i dit hoved kører tanker og forestillinger forbi fra morgen til aften. Nogle af fiskene på din hjernes fiskefabrik er friske og nyfangede. Andre lugter dårligt. Og andre bemærker du knap nok.

Det kender du sikkert godt. Nogle af dine tanker oplever du som behagelige. Dem skynder du dig at nuppe fra transportbåndet for at holde fast i dem. Andre oplever du som ubehagelige. Dem forsøger du at undgå eller slippe af med. Mange af dem oplever du som neutrale. De passerer bare forbi. Og hele dagen fortsætter din indre fiskefabrik med at sende den ene fisk efter den anden forbi dig.

Det vigtige er at se, at du hverken er dine tanker eller tankestrømmen. Du kan derimod træde et skridt tilbage og stille og roligt iagttage, hvordan tanker hele tiden kommer og går, præcis som fiskene, der ruller forbi. Nogle gange kører der en ulækker fisk forbi. Men det behøver ikke at sende dig op i det røde felt. Andre gange passerer en flot og fristende laks. Men den behøver du heller ikke at kaste dig over for at holde fast i. På samme måde behøver du heller at kæmpe imod eller flygte fra ubehagelige tanker. Eller kæmpe for at holde fast i de gode. Du kan i stedet for øve dig i at lægge mærke til, hvordan tankerne bare kommer og går helt af sig selv. På den måde kan du opdage, at du har friheden til at vælge, hvordan du vil handle på dem.

Det her lyder måske som en lille ting, men for mange er det faktisk nøglen til at få det lettere med angsten. Der sker simpelthen noget, når vi husker på, at tanker bare er tanker. Og at vi ikke behøver at tro på alt, hvad de fortæller os.

I næste video, der hopper vi i træningstøjet. Her skal du nemlig prøve en teknik, der hjælper dig med at få lidt afstand fra de svære tanker.