Modul 5: Lektion 1

Du bestemmer, hvilken retning din bus skal køre i

Næste lektion

Opret bruger

Følg din fremgang i forløbet og få notifikationer, der hjælper dig med at holde fast, når du opretter en bruger.

Opgave

Hvor kører din bus hen?

  1. Det er en stor styrke at huske dig selv på, at der er ting i dit liv, der er vigtigere for dig end at undgå angst og uro. Det kan nemlig være med til at motivere dig til at udfordre angsten og holde fast i de vigtige ting i dit liv.

    I denne opgave skal du undersøge lidt dybere, hvilke værdier du synes er de vigtigste for dig.

    Herunder er en liste med værdier. Læs den igennem, og udvælg så 3, som du synes er de vigtigste for dig. Hvis du selv kommer på værdier, som ikke er på listen, så notér endelig dem. Det vigtigste er, at det er en liste, som giver mening for dig.

     

    Opgave 13: Hvor kører din bus hen?

    1. Læs listen med værdier igennem
    2. Vælg de 3 vigtigste værdier for dig
    3. Skriv ned, hvorfor lige netop de her 3 værdier er vigtige for dig.
    Nysgerrighed Ærlighed Optimisme
    Kærlighed Venskab Humor
    Kreativitet Begejstring Samarbejde
    Mod Omsorg Beskedenhed
    Retfærdighed Familie Tilgivelse
    Arbejdsomhed Taknemmelighed Loyalitet
    Pligtopfyldenhed Selvkontrol Engagement
    Gavmildhed Åbenhed Håb
    Venlighed Ansvarlighed Visdom
    Ydmyghed Frihed Eventyrlyst

Forestil dig, at du er buschauffør og at dit liv er en busrejse. Du sidder bag rattet fuld af energi og eventyrlyst. Undervejs stiger der forskellige passagerer ombord på bussen. Det er dine tanker og følelser. Nogle af dem er venlige. Andre grove. Andre igen er bekymrede og advarer dig om alt det, der kan gå galt. Du tøffer med andre ord afsted i din bus med en hel masse stemmer og stemninger ombord. Sådan er det for os alle sammen.

Undervejs på turen, der rykker nogle af de grove passager frem i bussen og begynder at råbe ting til dig som: ”Du er en uduelig buschauffør”, ”Vend om, ellers går det galt” eller ”Hey, hvad har du egentligt gang i?” Og de bliver bare ved og ved og ved og ved. Til sidst så orker du ikke høre mere på dem. Du siger: ”Okay! I får jeres vilje. Jeg skal nok vende om og køre derhen, I siger, hvis bare I vil lade mig være i fred.”

Buspassagererne er selvfølgelig et billede på din angst. På kort sigt virker det at gøre, som de siger. Roen sænker sig faktisk i bussen, og du tænker: ”Ahhh, godt at jeg omsider fik dem til at holde mund.” Problemet er bare, at jo mere du giver efter og lader bøllerne bestemme, hvor du skal køre hen, jo mere dominerende bliver de. Og det kan ende med at føles som om, at de har kapret bussen fuldstændigt så det eneste, du kan gøre, er at adlyde, når de siger: ”Drej til højre. Nej, stop. Vend om. Drej til venstre.” Rejsen, som før var fuld af mening, kommer nu til at føles som én lang frustration.

Lige indtil den dag, du ser en anden bus. Der er også fyldt med passagerer, der truer og håner og advarer chaufføren. Men chaufføren i den her bus forholder sig helt anderledes til dem. Hun siger ”Tak for rådene. Men det her er altså min bus, og det er mig, der bestemmer, hvor den skal hen. Og det er vigtigt for mig at køre i den her retning – også selvom I forsøger at få mig til at køre alle mulige andre steder hen.”

Pointen i historien er, at der kan være en enorm styrke i at huske dig selv på, at der er ting i dit liv, der er vigtigere for dig end at undgå angsten. Ellers kommer alting nemt til at dreje sig om den. I det her modul vil jeg præsentere dig for to teknikker, der kan hjælpe dig med at blive mere bevidst om, hvad der i et større perspektiv er vigtigt og værdifuldt for dig.