Opfind en karakter til svære tanker og følelser
Tak for din feedback
Fortæl os gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op
Opret bruger
Følg din fremgang i forløbet og få notifikationer, der hjælper dig med at holde fast, når du opretter en bruger.
Opfind en karakter til svære tanker og følelser
Ernumatooq Pipa, Nakkarsaasartoq Minik, Ajorinninniartartoq Kaalat. Mange oplever, at det bliver lettere at rumme svære tanker og følelser, hvis de opfinder en karakter til dem.
Det skal du prøve nu. Start med at finde ud af, hvilken tanke, følelse eller stemning, din karakter skal repræsentere. Det kan for eksempel være angst, bekymring, ærgrelse eller håbløshed.
Beskriv så karakteren. Du kan bruge spørgsmålene herunder som inspiration.
Opgave 9: Opfind en karakter til svære tanker og følelser
Brug spørgsmålene her til at beskrive din karakter:
- Hvilken tanke, følelse eller stemning, skal din karakter repræsentere? (Fx angst, bekymring, ærgrelse, håbløshed)
- Hvad er din karakters navn?
- Hvordan ser din karakter ud?
- Skriv eksempler på, hvad karakteren siger til dig
- Kom på situationer i dit liv, hvor du oplever at karakteren dukker op
Hvis du har lyst kan du også tegne, hvordan du tænker, at karakteren ser ud.
Du kan også hente denne skabelon og udfylde den
Har du ikke en bruger?
Har du allerede en bruger?
Hej igen.
Sidste gang hørte du om, hvordan svære tanker bliver lettere at håndtere, hvis du opfinder en figur til dem. Og du hørte om, hvordan det hjælper, når jeg forestiller mig, at mine selvkritiske tanker leveres af en gnaven papegøje på min skulder.
Nu er det din tur til at opfinde en figur til dine tanker eller følelser, som du bokser med. Det gør du sådan her: Start med at vælge, hvad for en følelse eller tanke, som figuren skal repræsentere. Det kan være, at bekymringer fylder meget for dig. Så kan du opfinde en karakter, du kalder for ’Ernumatooq Pipa’. Det kan også være: “Nakkarsaasartoq Minik” eller “Ajorinninniartartoq Kaalat”.
Som du kan høre på mine navne, så er det fint, hvis du får lidt humor med i det. Og her må du endelig ikke høre det som, at angst ikke er alvorligt. Jeg ved udmærket godt, hvor skræmmende og frustrerende og ødelæggende angst kan være. Dine fiktive figurer kan hjælpe dig med at lukke lidt af alvoren ud af de her tanker og følelser, der ellers føles helt umulige at rumme.
Når du har valgt et navn til din figur, så prøv at få flere detaljer på, så du kan se figuren for dig. Hvordan ser din angstfigur ud? Hvordan lyder dens stemme? Og hvad er det særlige ved den.
Lad os for eksempel bygge videre på figuren Ernumatooq Pipa. Hun kunne være en sød, men også meget ængstelig lille rund dame. Måske med håndtaske og pagehår og hat. For Pipa er der kun én ting, der tæller: Tryghed. Og hun ser det derfor som sin fornemmeste opgave konstant at minde dig om alt det, der kan gå galt. Hendes råd lyder sådan her – med hendes bævrende og nervøse stemme: ’Lad hellere være. Gør det ikke. Det bliver utrygt.’ ”Det er unødvendigt. Lad være med at gøre det. Du vil ikke være i tryghed."
Pipa er på ingen måde ude på at ødelægge dit liv. Hun vil bare så gerne passe på dig og derfor har hun vænnet sig til at forestille sig alt det værste, der kan ske. ”Hellere en bekymring for meget end en lidt for lidt” er hendes motto. For Pipa handler ALTING om tryghed og om at passe på.
Men livet er jo meget mere end det. Du har garanteret en masse drømme og ting, du gerne vil. Det kan for eksempel være, at du drømmer om at rejse, om at møde mennesker og lære nye ting. Og netop her er Pipa en fæl lyseslukker, fordi hun med det samme får øje på alt det, der kan gå galt. Det betyder selvfølgelig ikke, at hun aldrig har ret. Nogle gange er der god grund til at passe på. Men hvis Pipa får for meget magt over dig, så risikerer dit liv at skrumpe ind og blive gråt og trist.
Så kunsten er altså derfor at øve dig i at finde ud af, hvornår det er værd at lytte til Pipa, og hvornår det er bedre at møde hende med et venligt smil og kommentaren: For de fleste er det noget, vi øver os på hele livet. Men trin for trin kan vi blive bedre til ikke at lade os styre af bekymringerne. Altså sådan, at vi betragter Pipa som vores rådgiver snarere end vores chef.
Jeg håber, at du har fået lyst til at opfinde din egen figur. I opgaven til videoen har jeg samlet nogle spørgsmål, som du kan tage udgangspunkt i. Ellers er du også meget velkommen til at låne Pipa eller min arrige papegøje.
Hvis du har lettere ved det, så kan du også tegne en tegning af angsten. Det kan for eksempel være et dyr eller et fantasivæsen. Fordi angst føles så skræmmende, så kommer din tegning måske også til at være det. Sker det, så er det en god idé at sætte en fjollet ting ind på den. Det kan for eksempel være en mærkelig næse eller en skør hale, så kommer figuren ikke til at virke alt for faretruende. Ligesom Pipa eller Piphans må din figur gerne være lidt komisk. Ikke fordi der er noget sjovt ved angst, men fordi det gør den nemmere at have med at gøre, når du forholder dig lidt frit og humoristisk til den.
I næste video skal du høre om en tredje og sidste teknik til at få mere luft og afstand til dine tanker og følelser. For mange er det faktisk den allerbedste, så du kan godt glæde dig.
Vi ses.