Du er programmeret til at bekymre dig

Hej igen.

Du har måske hørt noget der ligner den her historie fra en fanger, eller måske har du selv oplevet det på jagt. En flok rensdyr står og græsser i fjeldet, og en fanger har sneget sig tæt på dem. Alt ånder fred, indtil fangeren affyrer sin riffel og rammer et af rensdyrene, som falder om. De andre rensdyr løber væk fra stedet i høj fart, men løber måske kun 100 meter væk om bag en fjeldryg. Så stopper de op og falder forbløffende hurtigt til ro og genoptager livet og græsningen, som om intet var hændt.

Forestil dig nu, at det samme skete for dig mens du stod sammen med en flok venner. Jeg gætter på, at du ville være ramt af frygt længe efter. Men hvordan kan det egentlig være, at os mennesker og så rensdyr reagerer så forskelligt?

Det skal vi se nærmere på i den her video. Svaret fortæller os nemlig noget vigtigt om angst.

Vi starter med rensdyret. I samme øjeblik det opsnapper, at der er fare på færde, så bliver der tændt en alarmknap i dyrets hjerne, der siger: ”Pas på, pas på. Løb for livet.” Hvis rensdyret undslipper det farlige, så går der imidlertid ikke ret lang tid, før alarmen slukker og alt vender tilbage til normal. Vores firbenede ven lever med andre ord fuldstændig i nuet.

Sådan er det ikke med os mennesker. Vi er nemlig udstyret med en hjerne, der gør det muligt for os at rejse frem og tilbage i tid oppe i vores hoved. Vi kan forestille os, hvad der vil ske i fremtiden, og vi kan huske situationer fra fortiden. Det giver os nogle fantastiske muligheder. Tænk for eksempel på alle de opfindelser, der aldrig var blevet til noget uden evnen til at tænke ”Hvad nu hvis…”. Men vores forestillingsevne betyder også, at bekymringer og frygt kan ende med at fylde rigtigt meget i vores liv. Til forskel fra rensdyret kan vi nemlig tænke: ”Åh nej, hvad gør jeg, hvis fangeren kommer tilbage.” Eller: ”Pyha, det var godt nok tæt på. Jeg er også et fjols, at jeg ikke kiggede mig bedre for.”

Resultatet er, at vi i modsætning til rensdyret risikerer at komme til at leve i en tilstand af konstant alarmberedskab. For ligegyldigt hvor mange bekymrede åh-nej-hvad-nu-hvis’er, vi tænker, så er der altid plads til flere. Og måske tænker du indimellem: ”Gid, at der fandtes en knap til at skrue ned for støjen i mit hoved.” Og den knap findes desværre ikke. En del af det at være menneske er at have en hjerne, der konstant spytter tanker ud. Nogle gange er de hjælpsomme. Andre gange er de mærkelige. Andre gange igen er de skræmmende eller urovækkende.

Hvis bekymringer fylder meget i dit liv er det altså vigtigt, at du ved, at det ikke er tegn på, at du er ved at blive skør eller noget. Bekymringer er simpelthen en del af prisen, vi betaler for at have en hjerne, der på mange måder er ret fantastisk.

Spørger du psykologer, hvorfor vi mennesker er udstyret med evnen til at bekymre os, så er svaret enkelt: Den har hjulpet os med at overleve som art. I et overlevelsesperspektiv er det meget smartere at være overdrevent fokuseret på fare og problemer end at overse dem. Vores forfædre levede i en verden fuld af fysiske trusler. En verden, hvor det var meget smartere at tænke ‘Gisp, det er sikkert noget farligt’, når man hørte en puslen i krattet, end ‘Nå, det er sikkert bare en fredelig gnaver’.

Heldigvis behøver vi ikke at tro på alt, hvad vores hjerne fortæller os. Senere i forløbet lærer du nogle teknikker, der hjælper dig med at træde et skridt tilbage fra svære tanker, så de ikke kommer til at styre dig så let. Og senere igen ser vi på, hvordan du kan give bekymrede forestillinger et virkelighedstjek ved lige så stille at begynde at gøre det, du frygter. Når du gør det, vil du højst sandsynligt opdage, at dine forestillinger er helt overdrevede.

Men først skal vi i de næste to videoer se på, hvordan det forstærker angsten, når vi bekæmper den, som om den var en ydre modstander. Og hvordan det får vores liv til at skrumpe ind, når vi flygter fra den. Bagefter kommer vi så til, hvad der er det gode at gøre i stedet.

Vi ses i næste video, der starter med en mand, som er næsten helt begravet i sand.